Du ved måske allerede, hvad en server er for en størrelse, men for alle vore stakkels læsere tager vi den lige en gang til. En server er kort fortalt en computer (typisk en meget kraftig model), der deler sine ressourcer med andre computere på et datanet. Serveren gør det muligt for andre computere at tilgå eksempelvis en hjemmeside eller et program, hvorfor man med rette kan sige, at serverne danner selve fundamentet for verdens IT-infrastruktur. Læs eventuelt mere her.

Helt lavpraktisk gør du rent faktisk brug af en server hver eneste dag, såfremt du læser nyheder på nettet eller har din egen hjemmeside eller webshop. Dit website skal nemlig hostes på en server, førend du – og andre for den sags skyld – har mulighed for at besøge den.

Performance betyder meget

Med det grundlæggende på plads kan vi nu dykke ned i dette blogindlægs emne; valget mellem en dedikeret eller shared webserverløsning. En dedikeret server er kendetegnet ved udelukkende at dele sine ressourcer med én computer, mens en shared eller delt server deles af flere computere – alt fra en håndfuld til flere hundredtusind. Når du skal vælge en serverløsning til opbevaring af filer eller hosting af din hjemmeside, vil valget typisk afhænge af tre ting:

  • Dine krav til dit websites performance
  • Dine krav til webserverløsningens sikkerhed
  • Dine krav til kontrol over serveren.

Stiller du store krav til din hjemmeside ift. hastighed, funktionalitet og generel performance, er du bedst tjent med en dedikeret server. I og med at det kun er dig, der har adgang til serveren, skal du således ikke bekymre dig om andre trafik fra andre brugere, der lægger beslag på dele af eller hele serverens kapacitet og ressourcer. Du er med andre ord herre i eget hus. Dette betyder også, at såfremt du har eller forventer en betydelig trafik til dit website, kan det være en rigtig god idé at vælge en dedikeret server, hvor du er den eneste bruger. De delte serverløsninger, der findes på markedet i dag, er dog ganske habile, så fortvivl ej – langt de fleste webshops og hjemmesider kan uden problemer hostes på en shared server.

Sikkerhed og pris

Oppetid er alfa og omega, når snakken falder på servere – bryder din løsning sammen, går besøgende på din hjemmeside forgæves. Idet flere brugere benytter sig af den delte serverløsning, gør det også denne type server mere sårbar over for angreb eller fejl. Igen er det dog vigtigt at pointere, at så længe du vælger en større udbyder af serverløsninger – fx DanDomain – kan du med ro i maven vælge en delt server. Endvidere er det værd at have in mente, at du typisk har mere kontrol over en dedikeret serverløsning, hvilket kan være relevant for meget store hjemmesider og webshops.

Slutteligt bør du naturligvis være opmærksom på prisen på grisen. Shared servers er markant billigere end en dedikeret løsning, så hvis du driver et lille eller mellemstort website, er det måske mere cost-effective at gå med en delt server, mens fordelene ved en dedikeret server for en større hjemmeside kan opveje de ekstra udgifter.

Skriv et svar